Her finder du en samlet liste over alle mine udgivelser. Øverst finder du mine egne bøger. Derefter kommer de bøger, jeg har bidraget til, og nederst kan du se nogle af de zines, jeg har lavet.
EGNE BØGER
ROMEO & JULIAN
‘Romeo & Julian’ (2023) foregår i to rivaliserende forstæder til Herning: Lind og Tjørring. Efter lang tid i Aarhus vender Romeo tilbage og finder ud af, at den vold og fjendtlighed, han flygtede fra, stadig dominerer bybilledet. Men han finder også Julian.
Romanen er en genfortælling af Shakespeares ‘Romeo & Julie’. Den er en del af Shakespeare Genfortalt-serien, der genfortæller de klassiske skuespil til et ungt publikum. Andre forfattere i serien er Kim Fupz Aakeson, Sarah Engell, Laura Ringo og Zakiya Ajmi.
Nomineret til Kulturministeriets forfatterpris.
SOFT BOYS
‘Soft Boys’ (2023) er ti noveller om ti teenagedrenge i en landsby i Danmark. Alle drengene er lidt underlige på hver deres måde. Måske forstår de ikke rigtigt koderne, eller også er de ligeglade.
Det er fortællinger om at være følsom og anderledes, om ensomhed og frygt, forelskelse og begær. Og om ømhed og omsorg i en kold og hård verden.
SAUNA
‘Sauna’ (2021) er en kærlighedshistorie om to unge mænd. Den ene arbejder i en sexklub for bøsser, og den anden er transkønnet.
Det er en pageturner om længsel efter frihed og fællesskab. En fortælling om sex og ensomhed. Om at være forbundet med skoven, mens man gerne vil omstyrte samfundets normer for køn og kroppe.
Kommer som film i 2025.
UPASSENDE OPFØRSEL
‘Upassende Opførsel’ (2018) er 50 separate tekster om om queer teori og queer historie. Essays, interviews og erindringstekster.
Det handler også bare om mit eget queer liv og om vold, sex og offentlighed. Om ikke at fatte en skid og være forvirret og om virkeligheden.
DELER BLOD MED MYG
‘Deler blod med myg’ (2017) er en samling korte og kryptiske digte og seks grynede, sort/hvide fotografier.
Det er en beskeden og stilfærdig bog med et hemmelighedsfuldt og næsten mystisk udtryk.
BIDRAG TIL BØGER
BRUDSTYKKER
‘Brudstykker’ (2023) er en novelle-antologi til udskolingen om psykisk sårbarhed og mistrivsel blandt unge.
Jeg har bidraget med en novelle om en pige, der stikker af fra Roskilde Festival, fordi hun har brug for at være lidt alene.
RE-IMAGINING SEXUAL HARASSMENT
‘Re-Imagining Sexual Harassment’ (2023) er en faglig antologi om seksuel vold og sexchikane med bidrag fra en bred vifte af nordiske akademikere og aktivister.
Jeg har bidraget med fire korte noveller, der forholder sig til emnet i en skønlitterær form og ud fra forskellige queer positioner.
DROMEDAREN
‘Dromedaren’ (2022) er en kollektiv novellesamling med syv noveller af otte forfattere, der alle sammen foregår til den samme fest i en forstad til København.
Jeg bidrog med en historie om en ung fyr, der tager til festen, fordi han håber at finde den magiske og mystiske Isak, som han forelskede sig i fem år tidligere, men som pludselig bare forsvandt.
BØSSEDANMARK
‘Bøssedanmark’ (2021) er en kollektiv novellesamling af Nikolaj Tange Lange, Dennis Agerblad, Tomas Lagermand Lundme og Mads Ananda Lodahl.
Det er 20 fortællinger om 20 bøsser, 20 forskellige steder i Danmark. Jeg har bidraget med historier fra Herning, Frederiksberg, Vester Skerninge, Hvide Sande og Lolland.
SEKSUALITET, SKOLE OG SAMFUND
‘Seksualitet, skole og samfund’ (2018) er en faglig antologi om seksualundervisning primært henvendt til lærere og lærerstuderende.
Jeg har bidraget med et kapitel om heteronormativitet i og udenfor skolen.
FORHUD
Tomas Lagermand Lundmes efterhånden legendariske debutroman fra 1998 blev genudgivet i både papirudgave og som e-bog i 2014.
I e-bogen bidrog jeg med et efterord.
QUEER GEOGRAPHIES
‘Queer Geographies’ (2014) er en genreoverskridende kunst-antologi med bidrag fra billedkunstnere og forfattere fra Beirut, Tijuana og København, der undersøger samspillet mellem queer identitet og de tre byers rum og arkitektur.
Jeg har bidraget med en tekst, der hedder “How does one stop being a gay and start becoming a faggot?” Teksten er skrevet i samarbejde med Queer Jihad og vores venner.
QUEER JIHAD
Queer Jihad startede som en queer undergrundsgruppe i 2005. I ‘Se! Den Heteroseksuelle Verdensorden går i stykker!’ (2013) samler vi det bedste af det, vi har produceret gennem årene.
Jeg har redigeret bogen og skrevet en stor del af den.
KVINDE – KEND DIN KROP
‘Kvinde – kend din krop’ (2013) er en ny-udgave af den skelsættende håndbog, der første gang udkom i 1975. Den er siden blevet skrevet fuldstændigt forfra og udgivet i nye, tidssvarende versioner.
Jeg har bidraget til denne smukke og stærke udgaves kapitel om seksualitet.
SAMLEMAPPE no 1
‘Samlemappe no 1’ (2013) er dystopisk fremtids-sci-fi. Bogen er et kollektivt romanprojekt, hvor en gruppe forfattere har bidraget med en række tekster, der tilsammen udgør en fortælling om en jordklode, hvor solen langsomt forsvinder bag en teknologi, der er løbet løbsk.
Jeg har bidraget med et kapitel, der hedder “Blade af en blomst”, som handler om en selvmordstruet, ung mand, der prøver at finde en vej ud af den depression, der hærger alle i mørket.
69
’69’ (2008) er en antologi om Ungdomshuset på Jagtvej 69. Huset var et stort og levende kulturhus for unge, der blev ryddet af politiet i 2007.
Jeg bidrog til bogen med et kapitel om queer punk.
ZINES
Zine er en forkortelse for ‘fanzine’ eller ‘magazine’ og det er en billig, hjemmelavet og selv-distribueret publikation, som regel i sort/hvid, lavet på en kopimaskine og klipset med en klipser. Zines stammer oprindeligt fra science-fiction og punk subkulturer.
Det, jeg godt kan lide, ved zines er, at der er meget kort vej fra ide til færdigt produkt. Der er ingen mellemmænd af nogen art, så man bestemmer fuldstændigt selv, og jeg bruger stadig formatet som et sted, hvor jeg kan lege og eksperimentere og lave lige præcis det, jeg har lyst til.
Siden 1990’erne har jeg lavet mere end 50 forskellige zines både alene og sammen med venner, og de fleste af mine zines er enten fulde af poesi, historier, fotografier, tegninger eller tekster om queer politik og erfaringer.
Mine tre seneste zines er stadig til salg i begrænset oplag.
PUPPY TERROR
Andet nummer i Acne Core-serien er faktisk en hel bog, der handler om puppy-play, ikke-menneskelige hunde og og den såkaldte terror-trussel.
Bogen hedder ‘Puppy Terror’ (2020), og der er selvfølgelig også mere materiale om UFO’er og desuden guides til, hvordan man kan forbinde sig mere med træer og dyr.
THE GIGGLE FACTOR
Første nummer i Acne Core-serien handler halvt om Whitney Houston og halvt om aliens.
Det hedder ‘The Giggle Factor’ (2019), og der er blandt andet en teori om, at Whitney Houston har iscenesat sin egen død, og du kan også læse breve fra yderjordiske væsener, der lever på Jorden lige nu.
21 BØSSEDIGTE
Inspireret af Bent Jacobsens fantastiske BØSSE-plade fra 1975 har jeg skrevet ’21 bøssedigte’ (2008) på vers om mit liv som bøsse.
De minder ikke ret meget om Bent Jacobsens sange, men det er sjove og liderlige og triste og eftertænksomme og politiske og ikke så politiske og lidt underlige digte.
GAMLE ZINES
Man kan desværre ikke få mine gamle zines nogen steder mere, men herunder kan du se fotos af nogle af dem. Der er som sagt over 50 forskellige zines og mange hundrede siders zine-materiale, så det her er bare et lille bitte udpluk.
I AM HAPPY. I AM CHOOSING LIFE.
Det her er faktisk en lille kunst-bog og ikke et rigtigt zine (vil jeg sige). Den findes kun i et eksemplar og er cirka 11 x 11 cm i format. Udgivet 2005.
Jeg ville lave et selvportræt, hvor jeg brugte tid som et af materialerne sammen med sort/hvid digital fotografi, papir og andet. Jeg lærte at binde bøger og bandt det hele sammen i en lille bog. Der var en masse regler om, hvornår jeg skulle fotografere mig selv på bestemte tidspunkter i løbet af to uger. Her er nogle eksempler.
LITTLE FIRE HUMAN + BIRDS THAT SING OF BIRDS THAT SING
To bitte-små zines i A7-format med digte. I ‘Birds That Sing…’ (2006) er der tegninger af Lupus, og i ‘Little Fire Human’ (2007) er der fotografier, som jeg selv har taget.
‘Birds That Sing…’ er genoptrykt i Queer Jihads bog, og nogle af fotografierne fra ‘Little fire human’ findes også i ‘Deler blod med myg’.
SECRETS AND DREAMS # 5 og 6
To små zines i format 10 x 10 cm med undertitlerne ‘A True Heart in a World of Stone’ (2006) og ‘Bored to Death (and Back Again)’ (2006). De findes kun i et enkelt eksemplar og indeholder tegninger og små tekster.
TUNGSIND # 1, 2 og 3
En serie af depressions-zines i forskellige små formater med undertitlerne ‘Mit helt sorte hjerte – Dead Trees on Dark Water’ (2006), ‘Darkness’ (2007) og ‘Landscapes Of Sadness – Places We Go To Die’ (2008). Nummer to er lavet i samarbejde med en fransk kunster, der kaldte sig Locos1981, som jeg kun kender fra internettet. De tre zines indeholder dystre sort/hvid tegninger med overvejende sort.
I HAVE CANDLES + NOTHING IS MISSING
To zines i A6-format (begge 2007) med gyldent papir på omslaget og sort/hvid fotografier. Her gjorde jeg mig ekstra umage med det visuelle og brugte lang tid på at kuratere billederne, så de passede godt sammen. Da jeg havde kopieret og klipset zinsene, gik jeg ned i kopi-butikken en ekstra gang og fik lov at låne den store, mekaniske skæremaskine, så jeg kunne skære den hvide margin af, som kopimaskinen havde efterladt.
Mange af mine venner dengang var graffiti-malere, og graffiti var en ret stor del af vores liv, men jeg syntes, det var lidt bøvet ind i mellem, så jeg lavede en regel om, at jeg kunne ville tagge på drenge. XN28 var mit tag og mit alias i mange år.
QUEER POWER 1-7
Serien af Queer Power-zines (2007-2008) i det klassiske A5-zine-format var Queer Jihads eget zine. Her havde vi faste indslag som en plakat, en (ofte pornografisk) historie fra virkeligheden, queer propaganda, nyheder, guides og masser af fotos og collager og tegninger.
Vi producerede selv det meste af materialet, men vi stjal også både billede og tekst, som vi godt kunne lide, andre steder fra. Og så var der altid flere bidrag fra læsere, der havde sendt os ting og givet os lov til at bringe det.
Indholdet i de syv zines er genoptrykt i Queer Jihads bog.
QUEER POWERS + MORE QUEER POWERS + THE GAY MANIFESTO and THE QUEER MANIFESTO + BØSSEMANIFESTET og QUEER MANIFESTET + PORNO
Forløberne for Queer Power-serien. De to førstnævnte (begge 2006) indeholder personlige historier om queer tanker og erfaringer sammen med fotografier af mine venner. De to zines med manifester er stjålet materiale.
Bøssemanifestet er af Carl Wittman fra 1971 og queer manifestet er af Queer Nation fra 1990. Zinet udkom både på dansk og engelsk i 2006. Queer manifestet (Queers Read This) oversatte jeg selv, og det kan findes i Queer Jihads bog.
Porno-zinet (2007) indeholder et essay om, hvordan det kan have et frigørende potentiale at se bøsse-porno, hvis man er bøsse. Der er affotograferinger af pornofilm og sexologiske overvejelser som billedtekster.
JONATHAN SPLEENS OPTEGNELSER
Et langdigt om selvmord. Det er skrevet som et afskedsbrev fra selvmorderen Jonathan Spleen, der skriver sine tanker ned de sidste syv dage, før han tager sit eget liv. Det er egentlig et meget gammelt projekt, og jeg er lidt pinlig over teksten i dag, men zinet (2005) er rigtigt flot sat op, synes jeg. Det var et af de første, jeg lavede i 10 x 10 cm-formatet, som jeg blev rigtigt glad for.
Forsiden er af sort karton med et aftryk af et barberblad. Jeg limede et barberblad fast på en pind og sprayede sølvmaling på og trykte ned på hvert eksemplar. Det tog lang tid, og det svinede helt vildt. Resten af zinet er på gråt kardus.
SONGS FOR PNEUMONIA
En samling (2005) af engelske prosa-digte med tegninger og omslag af Halfdan Pisket. Alle tekster hedder noget med ‘Songs of…’
Et tysk noise-band har opkaldt sig efter det her zine.
ALL THE LIGHT TURNS TO GOLD
Engelsk oversættelse af et dansk langdigt, jeg skrev i 2003, som jeg også udgav som zine. Jeg gjorde meget ud af den engelske version (2004) med håndmalede og unikke omslag og masser af tegninger på forskellige slags papir.
PIRATPOESI # 1
Samling (2004) af en helt masse korte prosa-tekster og nogle tegninger fra kunstnergruppen Jorden Er Giftig, som jeg var del af. Tegningen på dette opslag har jeg lavet.
PIRATPOESI # 3
Piratpoesi blev hurtigt en serie, og jeg var ret overrasket og meget beæret over faktisk at sælge flere hundrede eksemplarer af hvert nummer. Det tredje nummer (2005) havde undertitlen ‘Afsted, mine små myre! vs. Deler blod med myg’ og tegninger af Jon, der også var med i Jorden Er Giftig.
DYRERIGET
De korte poetiske prosa-stykker, der havde været min foretrukne form i ‘Piratpoesi’, dukker op igen i ‘Dyreriget’ (2010). Jeg tænkte på alt det, jeg havde oplevet i de mellemliggende år, og hvordan det havde forandret mig og forandret den måde, jeg skriver og tænker på.
Et mere rent layout her. Hunden er fra et vægmaleri i et besat hus et sted i Frankrig. Forsiden er lavet af den finske kunstner Eero Lampinen.