Dette essay er fra min essaysamling UPASSENDE OPFØRSEL fra 2018. I teksten kan du læse om transpersoners og interkønnedes møde med det danske sundhedsystem og opdage noget, der minder om en konspiration.

Essayet bringes online i anledning af, at min debutroman SAUNA (2021) er ved at blive filmatiseret af Mathias Broe for Nordisk Film. Filmen kommer i 2025.

SAUNA er en kærlighedshistorie om to unge mænd. Den ene er transkønnet, og hans møde med sundhedsystemet kommer til at spille en afgørende rolle for forholdet til kæresten. På den måde kan essayet her måske danne en teoretisk og politisk baggrund for historien.

---

---

DET BINÆRE KØNSSYSTEM ER EN KONSPIRATION MOD VIRKELIGHEDEN

Jeg besøgte en plastikkirurg og spurgte, om de kunne lave flyveører på mig. Det har jeg ønsket mig, siden jeg gik i 4. klasse. De kunne godt, sagde de. Men de ville ikke.

“Vi laver kun folk smukkere,” sagde damen i receptionen.

Så blev jeg måske lidt kontrær, og på et udstillingsbord i receptionen lå brystformede silikoneindlæg i seks forskellige størrelser, så jeg spurgte, om jeg kunne få sat et par ind, men det ville de heller ikke.

“Det er kun til folk, der har i forvejen. Vi må slet ikke lave noget, der minder om kønsskifteoperationer,” sagde sekretæren. “Vi må heller ikke fjerne bryster, ligesom de gjorde med ham Caspian.”

Caspian er en transkønnet mand, der fik fjernet sine bryster på et privathospital som 15-årig den 4. juni 2011. Hans forældre betalte, og han er stadig glad for resultatet. Bagefter var der stor debat i medierne, og den 18. oktober 2011 spurgte Dansk Folkeparti sundhedsministeren, om det ikke var for galt med den slags, og Sundhedsstyrelsen strammede den 16. november 2012 reglerne, så det blev forbudt for kirurger at lave den slags indgreb uden en tilladelse fra Sexologisk Klinik. Uanset patientens alder. Uanset, om man selv betaler.

I Danmark kan transkønnede ikke selv bestemme, hvilken behandling de får. Det bestemmer Sexologisk Klinik (SK)*, og de har et rigtig dårligt rygte. Rygtet går på, at de ikke behandler transkønnede med respekt og værdighed, og at det er lettere for en kamel at komme op i himlen end for en transkønnet at overbevise SK om, at vedkommende virkelig er transkønnet og skal have adgang til for eksempel kønskorrigerende kirurgi eller hormonbehandling.

I 2014 fik Elvin Pedersen-Nielsen fjernet sine bryster for egen regning i den tyske by, Troisdorf, og den kirurg, der opererede ham, fortalte, at hun årligt fjerner bryster på 40-50 danske transmænd. Elvin, som er aktivist i Transpolitisk Forum, gætter på, at 100 danske transkønnede bliver opereret for egen regning i udlandet hvert år, men han tør ikke gætte på, hvor mange der køber hormoner på det sorte marked uden kontrol og sundhedstjek, fordi det offentlige system afviser dem.

Alt det undrer mig, så jeg har prøvet at finde ud af, hvad det handler om. Mit sjove indfald med at bede om at få lavet de flyveører, jeg altid har ønsket mig, førte mig til et sted, hvor jeg opdagede, hvor langt staten faktisk er villig til at gå for at opretholde ideen om, at der kun findes to køn. Jeg fandt ting, der var endnu vildere, end jeg kunne forestille mig. Hvis jeg ikke selv havde fundet ud af det, ville jeg måske slet ikke tro på det.

Det starter ved fødslen

Det hele starter ved fødslen, hvor vi alle sammen bliver tildelt et kønnet cpr-nummer baseret på, hvad lægen eller jordemoderen kan se mellem vores ben. Er det sidste ciffer i cpr-nummeret et ulige tal, er du en mand. Er det lige, er du en kvinde. Man kan ikke være noget midt imellem, og hvis man ikke er det ene, så er man automatisk det andet. Det kan man kalde det binære kønssystem, og balladen starter dér, hvor nogle ikke passer ind i standarden for, hvad en mand eller kvinde er.

Det gør transkønnede ikke. De identificerer sig ikke med det køn, de blev tildelt ved fødslen. Hvordan de så identificerer sig, er forskelligt fra den ene transperson til den anden, men det fælles er, at de er uenige i det, lægen eller jordemoderen sagde ved fødslen.

Fra 1. september 2014 blev det muligt for transkønnede uden videre at ændre sit juridiske køn og cpr-nummer, men mange transkønnede vil også gerne ændre andre ting. Mange ønsker hormonbehandling, og nogle ønsker kirurgi på overkroppen, kønsdelene eller begge steder, men de medicinske indgreb kan man kun få, hvis man bliver godkendt af SK. Og det er altså meget svært at blive.

Det hele er meget indviklet og fuld af juridisk krimskrams og kedelige detaljer, men det vigtige er, at det faktisk er umuligt for de fleste transkønnede at få den behandling, de har brug for, i Danmark. Også hvis de er voksne. Også hvis de selv betaler. Uden en tilladelse fra SK kan intet lade sig gøre.

Så jeg ringede til Vibe Grevsen, der er tidligere talsperson for LGBT Danmark, og spurgte hende, hvad der skal til, for at SK godkender ens ansøgning om kønskorrigerende behandling. Hun fortalte, at nogle folk slår knuder på sig selv for at opfylde de krav, som (de regner med, at) SK har til dem.

“… der er eksempler på, at ansøgere såvel som behandlere har beskrevet livsfortællinger, påklædning osv. mere kønsstereotypt, for at kønsskiftet kan godkendes. På den måde kan udredningen få ansøgere til at ændre deres adfærd, holde oplysninger tilbage eller på en anden måde forhindre en fri dialog mellem behandler og ansøger. Ansøgeren kan blive mere fokuseret på at opfylde behandlerens oplevede forventninger end på at træffe velovervejede beslutninger.”

Kønsnormer har store konsekvenser

Der er altså nogle kønsstereotype normer, der skal opfyldes, før psykologerne på SK anerkender, at ansøgeren er rigtigt transkønnet og derefter godkender ansøgerens ønske om kønskorrigerende behandling.

En af dem, der har siddet til sådan en samtale, er Aske. Han fortæller i et interview til Amnesty International, at han tog kontakt til SK i 2013, da han var 18 år, fordi han gerne ville påbegynde hormonbehandling. De bad om at se billeder af ham fra hele hans barndom, og da de så, at han havde langt hår på et billede fra 5. klasse, tog de det som et bevis på, at han var “et meget feminint barn” og derfor havde “en kvindelig kønsidentitet” og altså ikke var den dreng, han selv mente, han var.

Amnesty, der i en rapport fra 2014 simpelthen kalder behandlingen af transkønnede i Danmark for et brud på menneskerettighederne, skriver:

“Allerede fem minutter inde i den første samtale med en psykiater på Sexologisk Klinik bliver Aske spurgt til sin vægt. Psykiateren hæfter sig ved, at han virker undervægtig – noget han har været, siden han var barn.

“Jeg har en BMI på 17, og den skal helst være 18. Det var nok til, at hun var tæt på at afslå yderligere samtaler. Der var en ubehagelig stemning lige fra begyndelsen, og da vi på et tidspunkt talte om en voldtægt, som jeg var udsat for, sagde hun: ‘Jeg tror faktisk, du nød det’. Det var vanvittigt upassende og ekstremt grænseoverskridende. Som om udgangspunktet for hende var, at jeg ikke var transkønnet, og at de helst ville være fri for at behandle mig,” siger Aske.

“Jeg kunne bare godt tænke mig, at de forstod, at man ikke behøver at være vildt feminin for at være kvinde, eller super maskulin med stort fuldskæg og skovmandsskjorte for at være mand,” siger han i et andet interview til Modkraft på spørgsmålet om, hvad han synes om de kønsstereotype normer på SK.

Informeret samtykke

Linda Thor Pedersen, der er den nuværende transpolitiske talsperson for LGBT Danmark, siger i samme interview på Modkraft, at “de krav, der stilles for at opnå behandling hos Sexologisk Klinik med f.eks. kvindeligt kønshormon, ville selv moderne cis-kvinder have svært ved at leve op til. Sexologisk Klinik sidder fast i en forældet kønsopfattelse.”

Et af de store problemer ved udredningsprocessen hos SK er, at det kan tage flere år, før man får et svar på, om man får lov at få behandling eller ej. I mellemtiden opleves udredningen som en enorm belastning.

Linda Thor Pedersen forklarer til Modkraft, at internationale erfaringer viser, at de lange udredningsforløb kan have alvorlige skadevirkninger, fordi de efterlader den transkønnede i en uafklaret situation. Det kan få alvorlige psykiske konsekvenser, som kan medføre depression og i sidste ende selvmord.

“Vores holdning er, at informeret samtykke er nok. Der er ingen forskning, der understøtter et langt udredningsforløb,” siger hun og er dermed enig med anbefalingerne i Amnesty Internationals rapport og med Elvin Pedersen-Nielsen og de andre i Transpolitisk Forum, der startede en kampagne for informeret samtykke i september 2014.

Kønsnormer ligger vi selvfølgelig alle sammen under for, men hvis transkønnede, der søger om tilladelse til behandling hos SK, falder bare en smule uden for normerne, kan det altså betyde, at de bliver nægtet behandling.

Vibe Grevsen fastholder, at den transkønnedes egen oplevelse er vigtig.

“Det er vigtigt, at ansøgerne er i kontrol, så de ikke føler sig under pres. I debatten om kastration i 2014 slog menneskerettighedsorganisationer fast, at det er at sidestille med tvang, når det kræves af transkønnede, at de bliver kastreret, før de kan få anerkendt deres kønsidentitet,” siger hun.

Vibe henviser til, at det indtil 2014 var en forudsætning for at skifte cpr-nummer og juridisk køn, at den transkønnede blev kastreret og fik fjernet muligheden for reproduktion. Den ordning stammer fra den såkaldte kastrationslov fra 1929, som gav staten mulighed for at kastrere mennesker, hvis gener man ikke ønskede videreført i befolkningen, såsom seksualforbrydere og de såkaldt åndssvage. Man har også kastreret homoseksuelle under denne lov – og altså også transkønnede.

Loven er stadig i brug, men kastration er altså ikke længere forudsætning for juridisk kønsskifte.

Kastrationsloven

I 1929 var eugenik (dengang især fokuseret på racehygiejne) moderne i store dele af Europa, og jeg spurgte Vibe, om der var en sammenhæng. Hun påpegede, at transkønnede først blev skrevet ind i en tilføjelse til kastrationsloven langt senere, så hvis man skulle tale om eugenik i forhold til transkønnede, var det mere relevant at se på debatten i 2014, da man diskuterede at droppe kastrationskravet. Her talte flere stemmer i debatten for at beholde kravet, fordi man ikke kunne vide hvilke børn, der ville komme ud af det, hvis transpersoner kunne reproducere.

“Er det eugenik?” spurgte jeg.

“Ja, det kan man godt sige, at det er,” svarede Vibe.

I løbet af de seneste år er translovgivningen af flere omgange blevet lavet om i Danmark, og når denne bog er udkommet, er det sikkert blevet lavet om igen.

Man har fjernet kastrationskravet og gjort det nemt at skifte det juridiske køn. Men man har også indført nye retningslinjer, der giver SK monopol på at udrede og behandle transkønnede, hvilket har ført til en markant forværring i situationen for de transkønnede, der tidligere havde flere muligheder for at starte medicinsk behandling udenom SK.

Man har fjernet transkønnede fra listen over psykiske sygdomme fra 1. januar 2017, og den 15. februar 2017 udtalte sundhedsministeren til Information, at der igen skulle laves en ny vejledning til udredning og behandlingen af transkønnede, der skulle afspejle, at de ikke længere ses som psykisk syge.

I samme artikel udtaler Birte Smidt, som er overlæge på Sexologisk Klinik:

“Det er væsentligt, at vi får en vejledning, der tager udgangspunkt i, at transkønnethed ikke længere betragtes som en diagnose. Udredningen er i mine øjne langt bedre end tidligere og foregår i dag på en fornuftig måde. Det er klart, at den sagtens kan blive bedre, og vi har for nylig holdt møde med f.eks. LGBT-grupper, og vi vil også inddrage dem fremover i bestræbelsen på at forbedre vores praksis.”

Den 21. marts 2017 blev der afholdt en demonstration for transkønnedes rettigheder på Christiansborg Slotsplads, og sundhedsministeren vakte opsigt ved at invitere sig selv til at holde tale fra demovognen.

En fornuftig måde

Jeg kan huske, at jeg snakkede med en af mine transkønnede venner allerede i 2011, da den danske transrevolution blev skudt i gang med den legendarisk kiksede vært på TV2 Østjylland, der i januar kaldte en transkønnet kvinde for et “freakshow” og fik transkønnede og deres venner til tasterne på en selvsikker og kompromisløs måde, der vist aldrig er set før i Danmark fra de transkønnedes side, og senere med den unge Caspians hvad-er-problemet-egentlig-attitude i Go’ Morgen Danmark i oktober samme år.

“Nu kommer det til at gå stærkt,” sagde jeg til min ven. “Inden længe vil du kunne skifte juridisk køn, navn og cpr-nummer via NemID, og så går der ikke længe, før du selv kan bestemme, hvilken medicinsk behandling du vil have. Der vil måske være brugerbetaling på noget af det, ligesom der er med andet medicin, men hvis du ikke har penge nok, vil du kunne søge støtte på socialforvaltningen samme sted, som man søger boligstøtte.”

Det første er allerede blevet virkelighed, men der er stadig lidt bump på vejen for min anden spådom. Jeg har i hvert fald snakket med omkring tyve transkønnede, som stadig er utilfredse med den behandling, det danske sundhedssystem (ikke) tilbyder. De søger alle behandling uden om systemet. Nogle sidder i lejligheder og skyder sig med hormoner, som de køber på internettet, og det er ikke så uforsvarligt og ensomt, som det lyder, for der er tradition i transkønnede kredse for at sætte sig grundigt ind i tingene og konsultere hinanden, når nu systemet ikke vil hjælpe.

Hvis vi vender tilbage til det binære kønssystem, kommer de transkønnede altså i problemer, fordi de ikke vil blive i det køn, de blev tildelt ved fødslen. Men der er også en anden gruppe, der kommer i konflikt med det binære kønssystem. Det er de interkønnede. De passer fra fødslen – biologisk set – slet ikke ind i et af de to køn.

Jeg har snakket med mange mennesker, der ikke rigtigt tror på, at interkønnede findes i virkeligheden, men i min bog er det sensationelle ikke så meget, at de findes, men at de bliver behandlet, som de gør.

Født uden for systemet

Interkønnede mennesker har kromosomale, genitale eller hormonelle karaktertræk, der gør, at de afviger fra standarden for drenge og piger. Der er over 40 forskellige former for interkønnede, og ifølge biologen Anne Fausto-Sterlings epokegørende værk om emnet, ’Sexing the Body’, udgør de 1,7 % af befolkningen. De er ligeså almindelige som rødhårede mennesker.

De interkønnede er en meget bred gruppe. Nogle har tvetydige, ydre kønsorganer, andre har tvetydige, indre kønsorganer. Nogle har hormonelle afvigelser, der gør, at de har brug for hormonbehandling for at overleve, andre kan leve helt normalt og opdager måske aldrig, at de er interkønnede.

Jeg har snakket med en lille håndfuld interkønnede og surfet længe rundt på nettet og læst. Det er meget svært at finde ret meget god information om emnet, men i 2017 lavede Amnesty International også en rapport om denne gruppe.

Tortur og mishandling

Amnestys rapport bekræfter de mange rygter, jeg fandt på internettet om interkønnede spædbørn, der bliver udsat for “normaliserende kirurgi” på kønsdelene. Indgrebene har ofte beskadiget de ellers raske kønsdele permanent og blandt andet fjernet muligheden for seksuel nydelse. De minder altså om den kvindelige omskæring, som er udbredt i visse nordafrikanske lande. Begge dele er kulturelt betinget og medicinsk ubegrundet og begge dele er til skade for dem, det går udover.

“Der er tale om, at man opererer børn af kulturelle årsager, fordi forældrene skal have et barn, som kan identificeres som dreng eller pige gennem opvæksten. Og det er selvfølgelig det nemmeste, sådan som normerne i samfundet er. Det er svært for forældrene at gøre andet,” siger gynækolog Ditte Trolle til Information i forbindelse med rapportens offentliggørelse.

I selve rapporten fortæller jordemoder, Camilla Tved, følgende historie fra sin tid som studerende, hvor hun stødte på en nyfødt med tvetydige ydre kønsorganer:

“Barnet havde, hvad der blev betegnet som en forstørret klitoris, sammenlignelig med en lille penis, og da jeg aldrig havde oplevet et lignende tilfælde, og jordemoderen, som var til stede ved fødslen sammen med mig, heller ikke havde, måtte vi lede efter instrukser i, hvad vi skulle gøre”.

En af de instrukser, Camilla faldt over, var en skala til at måle barnets kønsorganer.

“Det handlede om, at hvis klitoris var mere end 0,9 cm, tror jeg, det var, skulle [den betragtes som] en mikropenis. Til et seminar for nylig hørte jeg, at denne skala stadig eksisterer, den benyttes stadig, og en penis på et lille spædbarn må ikke være mindre end 2,5 cm. Jeg fandt det så foruroligende, at du bare kunne holde en lineal hen og sige: ‘Dette barn har en anomali’, så det pirrede på en måde min nysgerrighed.”

“Forældrene blev informeret om, at barnet hverken var en dreng eller en pige, og at høn var ‘noget midt imellem’ – disse var faktisk ordene – og at de anbefalede yderligere undersøgelser, men forældrene fik øjeblikkelig at vide af børnelægen et par timer efter fødslen … at de anbefalede operation inden for den første måned”.

“Forældrene var ekstremt chokerede og bekymrede og frygtede først, at der var noget andet galt med barnet, at det måske havde et syndrom eller noget andet. Som de formulerede det, at det havde ‘noget andet, som burde undersøges’, og som de anbefalede [burde] korrigeres”.

“Jeg spurgte børnelægen et par uger senere, da jeg fik chancen, og fik at vide, at barnet havde fået tid til en operation to måneder senere. Til en klitorisreduktion”.

De hakkede det bare af. Lægerne. Der var ikke noget medicinsk galt med det, men de syntes, det var for langt til at være en klitoris og for kort til at være en penis, så de hakkede det bare af.

Forældrene var rådvilde og nervøse, men lægen sagde det var det bedste, så hvad skulle de gøre?

Mange interkønnede og deres forældre oplever, at de ved barnets fødsel ganske enkelt får at vide, at noget er galt, men at det kan fikses.

“Skal vi fikse det?” spørger lægen utålmodigt to timer efter fødslen i sin hvide kittel og sin lysende autoritet, og så er det svært at sige nej.

Andre interkønnede får fjernet kønskirtler, hvis de for eksempel er blevet tildelt mandligt cpr-nummer, men har æggestokke inde i maven. Når man fjerner kønskirtlerne, mister kroppen muligheden for selv at producere hormoner, og den interkønnede bliver afhængig af livslang hormonbehandling.

Hundredevis af drenge i Danmark fødes med urinrørsåbningen lidt nede på skaftet af penis, hvilket af nogle betragtes som en interkønnet tilstand. De udsættes for risikofyldte operationer udelukkende for at opnå det resultat, at “drengen tisser stående, altså normalt”, som en kirurg ved Rigshospitalet udtaler i Amnestys rapport.

Operationerne foretages oftest på helt små børn. De er ofte medicinsk ubegrundede, og nyere forskning viser, at store smerter i den tidlige barndom for eksempel i forbindelse med omskæring eller andre operationer sætter sig i kroppen som traumer, der kan vare hele livet, selvom patienten ikke har nogen kognitiv erindring om dem.

Amnesty International kalder behandlingen af interkønnede for et brud på menneskerettighederne og henviser til, at flere organisationer inden for FN og EU har ytret stærk bekymring på området og kaldt behandlingen for både “tortur” og “mishandling”.

Berlingske summerer op og skriver, at det ikke er “første gang, der rettes kritik af operationer af tvetydige kønsorganer. EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder siger, at operationen på interkønnede bør undgås. Europarådet mener, at operationerne risikerer at forstyrre børnenes identitet, mens FNs børnekomité er bekymret over, at børn udsættes for unødig kirurgisk behandling. Verdenssundhedsorganisationen WHO kritiserer indgrebene, fordi de kan have fysiske og psykiske konsekvenser, mens Malta som det første EU-land forbød indgrebene i 2016.”

Utænkeligt

Normalt er abort kun tilladt indtil den 12. graviditetsuge, og tilladelse til at få en abort efter dette tidspunkt gives kun, hvis der er noget alvorligt galt med fostret, men den 7. juli 2012 afslører Politiken, at 13 interkønnede fostre var blevet aborteret efter denne grænse i 2011. De interkønnede diagnoser betyder ellers ikke nødvendigvis, at børnene ville klare sig dårligere end andre børn. De levede bare ikke op til standarden for drenge og pigers kroppe. Og det er også eugenik.

I en artikel i Information den 26. september 2015 står der:

“Danmark er et af de 21 medlemslande i EU, der ifølge en rapport fra unionens Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) tillader, hvad agenturet anser for at være diskriminerende og kønsnormaliserende operationer og behandlinger på børn med såkaldte intersex-variationer uden børnenes samtykke.”

(…)

“I Danmark anbefales det bl.a., at der udføres kønsnormaliserende operationer på børn, inden de er 15-18 måneder, fordi man mener, at det er “utænkeligt, at et barn i Danmark vil kunne udvikle sig psykisk uden at have entydige ydre genitalier”, som det hedder i en gældende instruks fra Skejby Sygehus.”

Noget meget stærkt

Til pressemødet for rapporten fortalte Amnesty, at de sjældent havde så svært ved at lave deres rapporter, som da de lavede den om interkønnede. Det var meget svært at få noget at vide, og de interkønnede selv oplever også, at det er meget svært at få udleveret journaler og få noget at vide om de behandlinger og indgreb, de har været udsat for som børn. Der er en ekstrem tabuisering og hemmeligholdelse fra sundhedssystemets og myndighedernes side. Det er ikke noget, man ønsker at tale om.

Jeg ringede og skrev selv rundt til hospitalerne i 2015 for at få mere at vide, og jeg kunne ikke få fat på nogen af de læger, der arbejder med interkønnede, men jeg fik fat på Grete Teilmann, som er børnelæge ved Nordsjællands Hospital i Hillerød, som “ved noget teoretisk om interkønnede”, men som også understregede, at hun ikke har noget at gøre med interkønnede i sit eget arbejde. Hun havde ikke hørt historierne om interkønnede, der blev behandlet mod deres vilje.

Hun bekræftede, at man ind i mellem fjerner kønskirtler på interkønnede børn, hvis de har risiko for at udvikle sig til kræft, men at man er meget omsorgsfuld og diskuterer længe, før man opererer.

Jeg spurgte, om man laver indgreb, som ikke er medicinsk begrundede, og så fortalte hun om interkønnede piger, der kan blive meget høje.

“Hvis der er piger, der for eksempel ser ud til at blive over to meter, så er der nogen piger, der ønsker at reducere deres sluthøjde. Så destruerer man vækstzonen, så knoglen holder op med at vokse i længden. Og det skal man jo gøre tidligt i puberteten, så hun stadig har noget tid at vokse i, inden knoglen lukker.”

Er pigen over 15 år, afgør hun selv, om hun vil have operationen. Er hun under 15, kan lægen indhente samtykke fra forældrene i samråd med pigen.

Men er der nogen sundhedsmæssig grund til at hæmme væksten?

“Der er jo ikke noget i vejen med at være to meter høj rent medicinsk. Det er psykologisk og socialt, og det kan man jo godt kalde kosmetisk, men for de piger det handler om, er det noget meget stærkt,” siger Grete Teilmann.

Det er vist ret præcist sådan, mange transkønnede har det, når de ønsker kønskorrigerende behandling. Og 15 år… Caspian var også 15 år, da han besluttede at få sin operation. Hvad er det, der gør, at hans beslutning ikke tages seriøst, mens den 15-årige interkønnede piges beslutning gør?

Unaturligt og unormalt

Vi ved, at det binære kønssystem er en social konstruktion. Cpr-registret med dets to – og kun to – indbyggede muligheder for at markere køn blev indført i Danmark i 1968. Vi ved også, at der findes mere end to køn. Og ikke kun i sådan en moderne, queer forstand. Der findes simpelthen biologisk diversitet i naturen. Og vi kan læse om den i Biblen og de græske myter, så det er ikke kommet for nylig, fordi vi er omgivet af ftalater og parfume, og hvis vi kigger i dyreriget, findes der også dyr, der skifter køn eller som er tvekønnede eller kan parre sig med sig selv. Planteriget er heller ikke altid binært kønnet, og kigger vi ud i svamperiget, går det først fuldstændigt amok med køn.

Hvis der er noget, der er unaturligt i den her verden, er det altså det binære kønssystem, som vi tror på i den moderne, vestlige verden, hvor danske transkønnede tvinges til at købe hormoner på det sorte marked og lade sig operere for egen regning i udlandet, mens interkønnede i den anden ende af spektret aktivt bliver opsøgt og behandlet på det offentliges regning og initiativ.

Og det er dét, der er det rigtigt mærkelige.

Det er her, det bliver virkelig vildt, synes jeg. Når man holder de to minoriteter og den måde, de bliver behandlet på, op imod hinanden.

En ekstra indsats

Jeg føler mig som en idiot, fordi jeg startede den her tekst med min dumme anekdote om, hvordan jeg stod i receptionen hos en plastikkirurg og prøvede at få lavet flyveører. Ikke fordi det ikke er rigtigt, for det skete faktisk. Jeg vidste allerede en masse om transpolitik dengang, men det var alligevel et vågn-op-opkald for mig, da jeg faktisk stod foran et menneske, der havde magten til at sige nej til mig.

“Nej, du må ikke gøre med din krop, hvad du vil. Det er ikke noget, du selv bestemmer. Heroppe arbejder vi med kapitalistisk standardiserede skønhedsidealer og med statens kodificerede, juridisk bindende regler, og de eneste kønsrelaterede indgreb, vi beskæftiger os med her, er normaliserende indgreb, der forstærker de kropstegn, folk allerede bærer rundt på. Du kan få lavet din penis større, og vi kan få din mors bryster til at stå lige ud i luften igen. Din far kan få transplanteret hårene på ryggen op på toppen af hovedet, og vi kan gøre din søsters læber store som skovsnegle, men de ting, du beder om, ligger uden for vores repertoire. Sådan spiller klaveret ikke her.”

Men det virker så plat nu med den anekdote. Nu, hvor jeg ved, at der findes en vaskeægte, forbandet konspiration mod visse folk i det her samfund. Hvor også de transkønnede udsættes for normaliserende kirurgi og behandling, når staten i alle detaljer tvinger dem til at få det hele til at flugte, så der ikke er nogen forvirring, og intet stikker ud. Et kvindeligt cpr-nummer skal følges af et kvindeligt navn og kvindelige genitalier og bryster og langt hår og lys stemme, kjole, stilletter og sminke. Der må ikke være rod i koderne. Alting skal passe sammen. Og det går ud over folk, jeg kender.

Aske er ikke bare en eller anden dreng i et interview. Han er en af mine venner. Han har boet i min lejlighed, mens jeg var ude at rejse. Vibe har jeg også mødt flere gange, og jeg dansede med Elvin til en fest for et par år siden, og flere af de cirka tyve transkønnede, jeg har interviewet til den her artikel, er mine venner. Nogle af dem er mine meget nære venner.

Jeg har også snakket med nogle af de interkønnede, og nogle af dem er fuldstændigt smadrede både fysisk, seksuelt og psykisk. Ikke dem alle sammen, men nogle af dem. De lever et liv i en kamp, som vi andre slet ikke kan forestille os, og de kan ikke finde ud af, hvem de selv er, fordi skrupelløst normative læger stjal deres identitet, mens de var spædbørn. De hakkede det bare af, og nu nægter de at udlevere sygejournalerne eller tale om det.

Det er næsten som den danske nazi-læge, Carl Værnet, der udførte gale professorforsøg på bøsser i koncentrationslejren Buchenwald for at kurere dem. Forsøg, der endte med at slå folk ihjel, og det er så vanvittigt, fordi ingen taler om det, der sker, og de færreste ved eller tror på, at det foregår, og alle lægerne og politikerne med deres gode intentioner og uvidenhed vil ikke blive skånet om 20 eller 50 år, når man vil se tilbage på nutidens behandling af trans- og interkønnede på samme måde, som vi i dag ser tilbage på det tyvende århundredes skamløse forsøg på at kurere homoseksualitet med kolde afvaskninger, indespærring i gummiceller, elektrochok, hormonterapi og tvungen sex med kvindelige sexarbejdere.

De her ting sker for rigtige mennesker, som jeg holder af og respekterer, og det her er ikke et af mine pudsige påfund eller en af mine sjove historier om engang, hvor jeg gjorde noget skørt hos en plastikkirurg.

Det er staten og Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik og hospitalerne i Danmark i år 2017, der går sammen om en konspiration mod små og sårbare minoriteter. Det lyder sindssygt, men der er kilder på det hele. Gå om i noterne og se efter. Eller læs rapporterne fra Amnesty International.

Det bliver aktivt holdt hemmeligt for befolkningen, at der bliver gjort en enorm og ekstra indsats fra statens side for at gennemtvinge en usund regulering og disciplinering af raske, men afvigende kroppe. For at gennemtvinge en kryptofascistisk omgængelse imod naturen. Og det er ikke et spørgsmål om forsømmelse eller ligegyldighed.

Det er ikke, fordi man glemmer de trans- og interkønnede og ikke gider beskæftige sig med dem. Tværtimod. Man bruger netop aktivt tid og kræfter på at lave, ændre og håndhæve lovgivning, der skal få dem rettet ind og forhindre deres afvigelser. Man har gjort sig umage med at formulere medicinske retningslinjer, der skal normalisere dem ud af eksistens. Alene fordi de ikke passer ind i et binært kønssystem, som i forvejen var en illusion.

Statens og sundhedssystemets ideologi

I systemets øjne passer transkønnede fra fødslen ind i det binære kønssystem, men ønsker at bryde ud af det køn, de blev tildelt af lægen dengang. Det ønske vil man ikke opfylde i det danske sundhedssystem. Man vil endda gå langt for at forhindre, at det bliver opfyldt.

For de interkønnede er det lige omvendt. De passer fra fødslen ikke ind i kasserne, og de får derfor den omvendte behandling: De bliver allerede som nyfødte aktivt opsøgt af sundhedssystemet og ifølge EU, FN, WHO, Europarådet, Amnesty International og adskillige organisationer og interkønnede aktivister presset eller tvunget ud i en medicinsk behandling uden deres samtykke, der skal sikre, at deres kroppe og identiteter kan passe til en af de to konstruerede kasser: Mand eller kvinde.

Der findes med al tydelighed et system i Danmark – lige nu – der bogstaveligt talt med vold og magt forsøger at opretholde en illusion om, at der kun findes to køn, og når staten og sundhedssystemet rent faktisk bruger lovgivning, hormonbehandling, eugenik, tvungen sterilisering, ”normaliserende kirurgi” og abort efter tolvte uge for at opretholde det binære kønssystem, kan det kun betegnes som ideologisk. Det er ikke medicinsk. Det er ikke naturligt. Det er ikke for patienternes bedste.

Det er ideologisk. Og jeg håber, det er tydeligt, at den danske stat og det danske sundhedssystem abonnerer på en ideologi, der er i konflikt med både den biologiske virkelighed, med selv den slappeste definition af ordet demokrati, med menneskerettighederne og med enhver sund fornuft.

---

---

---

© Mads Ananda Lodahl 2018. Alle rettigheder forbeholdt.

*OBS: Essayet er ikke opdateret, siden det blev udgivet i 2018. Særligt nogle af vilkårene for transkønnede har ændret sig siden. De får fx ikke behandling ved Sexologisk Klinik (SK), men hos Center for Kønsidentitet (CKI) i dag.

Kilder:

Anne Fausto-Sterling: Sexing the Body (Basic Books, 2000)

Anne Fausto-Sterling: Two Sexes Are Not Enough (PBS, 30.10.2001)

Amnesty international: First, Do No Harm, 2017 – rapport om interkønnede. Find rapporten her

Amnesty International: The State Decides Who I Am, 2014 – rapport om transkønnede. Find rapporten her

Mathias Sindberg, Kim Kristensen og Freja Sofie Madsen: Sundhedsministeren vil bryde Sexologisk Kliniks monopol på behandling af transkønnede (Information, 15.2.2017)

Helene Kristine Holst: International kritik af Danmark: Stop operationer af børns kønsorganer (Berlingske, 9.5.2017)

Mette-Line Thorup: Danmark møder kritik for at operere interkønnede børn (Information, 26.9.2015)

Rasmus Preston: Transkønnede får en uværdig behandling hos Sexologisk Klinik (Modkraft, 14.10.2015)

Kristian Jakobsen: Caspian Drumm forsvarer brystoperation (TV2, 14.10.2011)

Amnesty International: 20-årige Askes møde med Sexologisk Klinik har været en lang og opslidende kamp for retten til at bestemme over egen krop

Kristine Korsgaard og Nilas Heinskou: Forældre fravælger unormale fostre (Politiken, 7.7.2012)

Mette-Line Thorup: Læge kritiserer kolleger, der opererer på raske børn for at give dem et køn (Information, 11.5.2017)

Tobias Raun: ‘The “Caspian Case” and Its Aftermath: Transgender People’s use of Facebook to Engage Discriminatory Mainstream News Coverage in Denmark’. Side 79-98 i Jenny Björklund og Ursula Lindqvist (red.): New Dimensions of Diversity in Nordic Culture and Society (Cambridge Scholars Publishing, 2016)