SAMTYKKE-WORKSHOP MED MADS ANANDA LODAHL

SPÆNDENDE: Et flertal i Folketinget er lige nu i gang med at vedtage en ny samtykkebaseret lov om voldtægt. Det vil betyde, at man fremover skal sikre sig, at alle parter i en seksuel situation har givet deres ‘ja’.

Det er et retshistorisk skift fra den nuværende lovgivning, hvor man kun kan blive dømt for voldtægt, hvis det kan bevises, at man har hørt et ‘nej’ og alligevel fortsætter et samleje med vold eller tvang.

  • Retssystemet reagerer, når nogen har begået et seksuelt overgreb.
  • Denne workshop lærer deltagerne at skabe trygge og lystfyldte seksuelle møder – og forhindre, at seksuelle overgreb overhovedet sker.

Samtykke er en fundamental kompetence

Sex er noget rod. Kommunikationen er ofte non-verbal. Situationen er ofte kaotisk og tvetydig. Nogle gange ved man lige nøjagtigt, hvad man skal og må, men ofte er man forvirret og usikker og må prøve sig frem.

På samme måde er samtykke ikke et regelsæt, man kan lære udenad. Det er en form for empati og musikalitet, som man kan øve sig i og finpudse gennem mange møder, samtaler og gennem hele livet.

Samtykke handler blandt andet om:

  • at mærke sine egne grænser
  • at vide, hvordan man opretholder egne grænser
  • at kunne læse andres grænser
  • at vide, hvordan man respekterer andres grænser
  • at kunne sige nej
  • at kunne sige ja

Det er en fundamental, menneskelig kompetence, som vi faktisk bruger i de fleste møder med andre mennesker, men som kommer mest tilspidset til udtryk i seksuelle situationer.

Vi lærer med kroppen og gennem samtale

Workshoppen om samtykke er praktisk og består af:

  • nysgerige samtaler i et trygt rum
  • refleksionsøvelser udfra et tankevækkende oplæg
  • teoretisk input om roller, kommunikation og grænser
  • ikke-seksuelle, kropslige øvelser – alene og med en partner

Det, vi lærer i workshoppen, kan både bruges i seksuelle møder med partnere og i ikke-seksuelle møder med kolleger, venner, medstuderende og familiemedlemmer.

Workshoppen er altså ikke et debatarrangement, hvor vi skal diskutere lovgivning og holdninger. Det er heller ikke en info-aften, hvor jeg fortæller, hvordan man skal have sex på den rigtige måde.

Ikke en sex-workshop

Workshoppen er en sjov og spændende blanding af leg, samtale og kropslige erfaringer, men selvom emnet er sex og samtykke, og selvom vi bruger kroppen aktivt, er hverken workshop eller øvelser af seksuel karakter. Man kan altså også deltage, hvis man er blufærdig, genert eller har svære oplevelser i baggagen.

Det praktiske

Jeg tilbyder workshoppen på dansk eller engelsk til alle aldersgrupper og i alle sammenhænge. Workshoppen varer tre timer (med to pauser), og der kan være op til 30 deltagere. Jeg laver kun workshoppen for folk, der deltager frivilligt.

Min baggrund

Jeg har arbejdet med køn og seksualitet i 15 år og bygger blandt andet på min uddannelse som lærer, min tid som rådgiver hos Sex & Samfund og som pædagogisk konsulent rundt omkring i landet, mit job som receptionist i en sexklub og mange års arbejde med ligestilling og LGBT rettigheder, bl.a. som forfatter. Jeg trækker desuden på hundredevis af workshops og foredrag, som jeg har holdt, og ikke mindst på mit arbejde som massage terapeut.