LGBT-venlig massage terapi v. MADS ANANDA LODAHL (certificeret massør)
QUEER-FRIENDLY | TRANS-FRIENDLY | EVERYBODY ELSE-FRIENDLY
BOOK EN TID PÅ: 27 63 06 67
PRISER:
90 MINUTTER: 750,- kr.
KLIPPEKORT (5 x 90 MINUTTER): 3000,- kr.*
*Du sparer 150,- kroner per behandling. Et klippekort er ikke personligt, så du kan dele det med dine venner.
Husk: Du kan købe gavekort i klinikken eller ved at skrive til: mads@almindelig.com
ÅBNINGSTIDER, ADRESSE OG AFLYSNING:
Jeg er i klinikken tirsdag og onsdag.
Frederiksborgvej 178
2400 København NV.
Du kan aflyse indtil senest 24 timer før den tid, du har booket. Hvis du aflyser mindre end 24 timer før behandlingen, eller hvis du udebliver fra behandlingen, beder jeg dig om at betale det fulde beløb alligevel. Du modtager en sms med en påmindelse og praktisk info dagen før din behandling.
BOOK EN TID PÅ: 27 63 06 67

ANBEFALINGER:
“Det var som at blive genfødt! Jeg føler mig hjemme i min egen krop nu. Jeg føler mig klar på alt. Til sidst, da du bad mig om at mærke min egen krop, var der ikke et eneste sted – hverken i min krop eller sjæl – hvor det gjorde ondt. Jeg føler det, som om hele mit væsen er lavet af fin, hvid sne lige nu.”
- Quim Kamikaze, kunst-smed
“Mads er en dygtig massør, og jeg føler mig altid tryg i hans hænder. Han har arbejdet hårdt på at mestre massagens kunst, og det kan virkelig mærkes. Jeg går altid derfra med en god og afslappet følelse i kroppen og mere energi. Tak til Mads for hans søde og varme person og hans healende hænder.”
- Marco E. Miele, 30 år, professionsbachelor i ernæring og sundhed
“De gange, jeg har fået massage af Mads, har jeg følt mig rigtigt godt tilpas. Mads formår at skabe et trygt og rart rum, kombineret med god, professionel massage. Hermed mine varmeste anbefalinger.”
- Jesper Urban, 44 år, pædagog
“Massagen hos Mads er helt eminent. Meget omsorgsfuld, omhyggelig og ferm. Jeg følte mig afslappet og løsnet, da jeg gik derfra. En gave især at føle sig tryg som queer person hos Mads.”
- Ray Gaunoux, 32 år, musiker
“Mads er en enormt behagelig behandler, der altid tager sig god tid til dig. Han deler gerne ud af gode øvelser for skuldre og nakke, hvis du, ligesom mig, har en rigtig kontornakke. Som LGBT-person føler jeg mig meget tryg gennem behandlingen. Derfor er jeg blevet fast klient hos Mads.”
- Sissel Moos, 27 år, konsulent

MIN UDDANNELSE OG BAGGRUND
Jeg er certificeret indenfor fysiurgisk massage, thai massage og MindBody terapi og er regelmæssigt på kortere kurser og workshops, så jeg bevarer min nysgerrighed og hele tiden lærer noget nyt.
FYSIURGISK MASSAGE: Jeg er uddannet i fysiurgisk massage fra Sports Education i Roskilde, hvor jeg også blev undervist i fysiologi og anatomi og eksamineret af en læge og en fysioterapeut.
Fysiurgisk massage (internationalt kendt som svensk massage, oliemassage eller sportsmassage) er den mest populære form for massage i Vesten. Det er en evidens-baseret, medicinsk behandlingsform, der indgår som en del af fysioterapeut-uddannelsen. Det er den, læger henviser til, når de anbefaler massage.
THAI MASSAGE: Jeg er uddannet i traditionel thai massage fra ITM Thai Hand Massage School i Berlin og har modtaget mit certifikat fra en af Nordthailands fineste institutioner.
Thai massage er en flere tusinde år gammel medicinsk behandlingsform, som siges at være udviklet af Buddhas private læge. Den bygger på kinesisk, ayurvedisk og thai medicin og blander energiarbejde med akupressur, refleksologi, manipulation af muskler og frigørelse af led med stræk fra yoga.
MINDBODY TERAPI: Jeg er uddannet i MindBody terapi fra Embodied Philosophy i USA, hvor jeg bl.a. blev undervist i neurovidenskab, tilknytningsteori, traumeterapi, focusing, internal family systems (parts work) og ikke-voldelig kommunikation.
Den gren af MindBody terapi, som jeg er uddannet i, kan betegnes som samtale-baseret kropsterapi eller somatisk psykoterapi. Her ser man krop, psyke og ånd som én enhed, og man forstår klienten som en sammensat og grundlæggende hel person, der skal involveres aktivt i behandlingen.
SÅDAN FOREGÅR EN BEHANDLING HOS MIG
En session hos mig varer cirka 90 minutter og består af både samtale og arbejde på briksen.
Som regel starter vi med en kort snak, hvor jeg som minimum sikrer mig, at jeg ved, om du fx har skader, jeg skal tage hensyn til. Det kan tage nogle få minutter, og så går vi over til briksen.
Andre gange føles det meningsfuldt at bruge mere tid på det samtale-baserede arbejde. Måske arbejder vi med svære relationer i dit liv, usunde vaner eller svære følelser som sorg, angst eller stress.
På briksen skræddersyr jeg en behandling til dig ud fra den samtale, vi har haft, og jeg improviserer og tilpasser undervejs afhængig af, hvordan du reagerer. Jeg bruger teknikker fra alle mine uddannelser: klassisk massage med olie, lange og bløde strøg, dybe og fokuserede tryk, frigørelse af led, stræk af muskler og sener, pulsering, rysten, indføling og relevant samtale.
Behandlingen slutter med, at jeg pakker dig ind i tæpper, og du ligger stille på briksen i nogle minutter, mens jeg guider din opmærksomhed. Det er en ganske kort, guidet meditation, der fungerer som et integrerende element af behandlingen, og som bygger på neurovidenskab og holistisk kropsterapi.
Det er afgørende for mig at respektere dine grænser.
Vi går ikke længere eller hurtigere frem, end du ønsker, og der er ikke noget, der skal gøre ondt eller føles ubehageligt i mine behandlinger.
Det er min erfaring, at folk heler og vokser bedst, når de har det godt og føler, at de har kontrol over processen og kun bliver lige nøjagtigt så udfordret, at de kan opdage noget nyt uden at blive overvældede.
JEG ANBEFALER ET FORLØB
Du kan sagtens få noget ud af en enkelt behandling. Særligt hvis du bare har nogle smerter, du gerne vil af med, eller måske ønsker dig en afslappende og behagelig oplevelse.
Det er imidlertid min erfaring, at de klienter, der kommer fast i en periode, får meget mere ud af det og faktisk tager noget positivt med hjem, som følger dem i lang tid.
I mine behandlinger arbejder vi med at give din krop (fx nervesystemet og de endokrine og muskulære systemer) nogle nye oplevelser af det at være i live. Det kan skabe en langvarig, positiv ændring i dig, men det kræver nogle gentagelser.
Min anbefaling er derfor, at du kommer forbi og får en enkelt behandling til at starte med. Så kan vi se, om jeg er den rigtige til at hjælpe dig, og du kan afgøre, om du synes, det hele føles rigtigt.
Hvis det gør, kan du fx købe et klippekort med 5 behandlinger og komme hver anden uge i ti uger. Det er der mange, der er glade for, og det kan være med til at sende dig i en god retning og måske vende en negativ spiral til en positiv.
SPØRGSMÅL OG SVAR:
Herunder kan du finde svar på alt, hvad du vil vide om mine behandlinger. Har du andre spørgsmål, er du velkommen til at ringe på 27630667.
Hvad er massage terapi godt for?
Massage terapi kan være gavnligt ved for eksempel:
FYSISKE SYMPTOMER:
- smerter i skulder, nakke, ryg og lænd
- ømhed, træthed, stivhed og udkørthed
- heling efter sygdomsforløb eller operation
- muskelspændinger
- kroniske smerter
- langvarig hjernerystelse, migræne og spændingshovedpine
PSYKISKE SYMPTOMER:
- stress og anspændthed
- nervøsitet, uro og angst
- nedtrykthed og depression
- små og store traumer
- negative følelser omkring egen krop
Samtidig kan massage have en forebyggende virkning, øge velvære i det hele taget og selvfølgelig bare være en dejlig måde at forkæle sig selv eller en, man holder af.
Husk: Du kan købe gavekort i klinikken eller ved at skrive til: mads@almindelig.com

LGBT-venlig massage? Er alle massører ikke LGBT-venlige?
Desværre har en del LGBT-personer oplevet at blive dårligt behandlet af sundhedsfagligt personale i både alternative og konventionelle tilbud, når de har opsøgt hjælp.
Nogle gange har behandlere været decideret diskriminerende, men oftere handler det om, at de er uvidende, ubetænksomme eller ikke har tid og overskud til at sætte sig ind i LGBT-klienters særlige behov og situation.
Nogle gange stiller de nærgående spørgsmål, der ikke er relevante for behandlingen. Andre gange antager de, at alle klienter er heteroseksuelle og ciskønnede, og det kan være anstrengende for LGBT-personer altid at skulle forklare sig.
Jeg har arbejdet med LGBT-emner i mange forskellige sammenhænge i mere end 15 år, og jeg ved en hel del om sådan nogle ting som skam, transition, sex, sexsygdomme, angst, depression, internaliseret homofobi, dysfori, overgreb, traumer og heling.
Det er mit ønske at bruge den viden, jeg har opbygget gennem årene, til at skabe et trygt og positivt massage-tilbud til især LGBT-personer.
Må heteroseksuelle så ikke komme?
Det må de selvfølgelig meget gerne.
LGBT-venlig massage … Er det også fat-friendly?
Selvfølgelig! Det er også POC-venligt, sexarbejder-venligt og inkluderende for fx ældre mennesker. Jeg er respektfuld og professionel overfor alle min klienter. Uden undtagelse.
Jeg er uddannet til at behandle (så godt som) alle slags kroppe, men eftersom jeg har arbejdet med seksuelle og kønslige minoriteter i over 15 år (og selv tilhører begge grupper), er det os og vores behov, jeg ved mest om.
Hvad så, hvis jeg har et handikap?
Jeg er ikke specialiseret i at massere folk med handikap, og afhængig af hvilket handikap, du har, kan der derfor også være enkelte ting, jeg ikke kan hjælpe dig med. Du er selvfølgelig meget velkommen alligevel, og som sagt behandler jeg alle med respekt.
Uanset dit handikap vil der helt sikkert også være ting, jeg kan hjælpe med. Mange ting i din krop fungerer præcis ligesom hos alle andre.
Ring på 27630667, hvis du er i tvivl, så kan vi snakke sammen i telefonen.
Mange oplever, at de bliver i bedre humør af at få massage. At de kommer til at holde mere af deres egen krop. De føler sig sundere, mere levende, mere sexede. De får mere energi, og deres stress, angst, nedtrykthed og nervøsitet bliver mindre.
Har du tavshedspligt?
Ja. Det, der sker under en behandling, bliver mellem os.

Kan jeg få massage, hvis jeg er gravid?
Ikke hos mig. Jeg er ikke specialiseret i det og har ikke det ekstra udstyr, der kan være nødvendigt.
Kan jeg få massage, hvis jeg er syg?
Kræftpatienter må kun få massage efter aftale med deres læge. Hvis du har feber, må du ikke få massage, fordi det kan hæve din kropstemperatur yderligere. Lidt forkølelse eller lignende er okay.
Hvis du har diabetes, hjertesygdomme, åbne sår, forstuvninger, knoglebrud, hudsygdomme, kunstige kropsdele, knoglesygdomme, indopereret metal, infektioner, for højt/lavt blodtryk eller åreknuder må du meget gerne fortælle mig det.
Har jeg tøj på under massagen?
Du skal medbringe leggings/joggingbukser/lange underbukser/lignende, som du skal have på under massagen. På overkroppen er du nøgen, men du har et tæppe over dig. Hvis du ikke er komfortabel med det, finder vi ud af noget andet. Alt kan lade sig gøre. Det er meget vigtigt, at du føler dig tilpas.

Hvad så, hvis jeg er genert?
Jeg er uddannet til at tage hensyn til højeste niveau af blufærdighed og generthed, og det er også den stil, jeg kører for at være sikker på, at jeg ikke overskrider nogens grænser.
Jeg forlader lokalet, mens du klæder dig af og på, og der er et tæppe, du kan have over dig under hele behandlingen. Jeg fjerner selvfølgelig tæppet undervejs fra de områder, jeg arbejder på, men jeg kommer ikke til at se dig nøgen.
Skulle du alligevel undervejs føle dig utilpas, kan du når som helst bede mig om at stoppe behandlingen og forlade lokalet, så du kan klæde dig på og tage hjem eller hvad du nu har brug for.
Er der andre mennesker i lokalet, mens jeg bliver masseret?
Nej. Jeg har klinikken for mig selv, så det er kun dig og mig. Døren ud til gaden er låst, så der kan ikke komme nogen ind og forstyrre.
Skal jeg gå i bad før?
Jeg forventer selvfølgelig en vis hygiejnisk standard fra mine klienter, men jeg ved også, at mange kommer direkte fra arbejde eller studie, og det er helt okay. Jeg går ud fra, at du som minimum har været i bad samme dag.
Er der andet, jeg skal gøre før massagen?
Lad være med at spise et stort måltid lige inden.
Hvad så efter massagen?
Du må gøre, hvad du vil bagefter, men det er bedst, hvis du ikke går i bad og ikke spiser noget i et par timer efter behandlingen, så kroppen får ro til at lade massagen virke. Klinikken ligger lige ved siden af den smukke Utterslev Mose, så jeg anbefaler en lille gåtur efter behandlingen, hvis du har tid.
Jeg har fået hovedpine efter massagen. Hvorfor det?
Ind i mellem kan man få lidt hovedpine eller blive svimmel eller sløv umiddelbart efter en massage. Eller dagen efter. Det skyldes, at ophobede affaldsstoffer i cellerne er blevet frigjort (det er meningen) og cirkulerer rundt i systemet. Det går over ret hurtigt. Drik en masse vand. Også dagen efter. Det hjælper.
Jeg tænkte på at ryge en lille joint inden massagen. Er det en god ide?
Nej. Jeg behandler ikke folk, der er påvirkede af alkohol eller stoffer. Det kan være farligt, fordi de har en anden opfattelse af smerte, og jeg kan i værste fald skade dig, hvis jeg får misvisende feedback fra dig under behandlingen.
Jeg er bange for at få rejsning under massagen.
Det skal du ikke være. Det sker virkeligt sjældent, at folk får rejsning under en behandling, og når det gør, er jeg altså ret ligeglad. Din krop er velkommen i klinikken, lige præcis som den er. Med alle dens oplevelser og reaktioner.
Nogle massører synes, det kan være lidt grænseoverskridende, men jeg har det ret afslappet og synes bare det er en helt naturlig ting, at folk indimellem reagerer på massage ved for eksempel at få rejsning, savle på gulvet, græde, grine, snakke en helt masse eller komme til at slå en lille prut. Det her er et krops-positivt rum (bare for at undgå tvivl: jeg tilbyder ikke seksuelle ydelser af nogen art).

Fotos: Anna Eline