Jeg har skrevet en essaysamling, der hedder Upassende Opførsel, og en digtsamling, der hedder Deler blod med myg, og så var jeg medforfatter og redaktør på Queer Jihads bog, men derudover har jeg også bidraget til flere bøger. Dem kan du læse om her på siden…
SEKSUALITET, SKOLE OG SAMFUND
Redigeret af Line Anne Roien m.fl., udgivet på Hans Reitzels Forlag, 2018
Akademisk antologi om seksualundervisning primært henvendt til lærere og lærerstuderende.
Jeg har bidraget med et kapitel om heteronormativitet i og udenfor skolen.
FORHUD
Af Tomas Lagermand Lundme, udgivet på Metropolitian eBooks, 2014
Tomas’ debutroman fra 1998 blev genudgivet både i papirudgave og som e-bog i 2014. I e-bogen bidrog jeg med et efterord.
QUEER GEOGRAPHIES
Redigeret af Lasse Lau m.fl., udgivet af Museet for Samtidskunst, 2014
Antologi med bidrag fra billedkunstnere og forfattere fra Beirut, Tijuana og København, der undersøger samspillet mellem queer identitet og de tre byers rum og arkitektur.
Jeg har bidraget med en tekst, der hedder “How does one stop being a gay and start becoming a faggot?” Teksten er skrevet i samarbejde med Queer Jihad og vores venner.
KVINDE – KEND DIN KROP
Redigeret af K. Vinder, udgivet af Tiderne Skifter, 2013
En håndbog for kvinder (og folk der har noget med kvinder at gøre), hvor man kan lære om alt fra kvindekrop til kvindeliv. Bogen udkom første gang i 1970’erne og er siden blevet skrevet helt forfra og genudgivet cirka hvert tiende år.
Jeg har bidraget til den seneste udgaves kapitel om seksualitet.
SAMLEMAPPE
Redigeret af Rasmus Brink Pedersen m.fl., udgivet på eget forlag, 2013
Dystopisk fremtids-sci-fi. Bogen er et kollektivt romanprojekt, hvor en gruppe forfattere har bidraget med en række tekster, der til sammen udgør en fortælling om en jordklode, hvor solen langsomt forsvinder bag en teknologi, der er løbet løbsk.
Jeg har bidraget med et kapitel, der hedder “Blade af en blomst”, som handler om en selvmordstruet, ung mand, der prøver at finde en vej ud af den depression, der hærger alle i mørket.
69
Redigeret af Helle Hansen, udgivet på Verve Books A/S, 2008
Antologi om Ungdomshuset på Jagtvej 69. Huset var et stort og levende, autonomt styret kulturhus for unge. Det blev ryddet af politiet i 2007.
Jeg var fast bruger og aktivist i huset og har bidraget til bogen med et kapitel om queer punk. Nøglen på billedet er rent faktisk nøglen til Ungdomshuset på Jagtvej. Så trist. Det plejer at være nøglerne, der bliver væk.