ANALSEX: RØVHULLET ER LAVET TIL AT BLIVE BOLLET

3 FORDOMME OM ANALSEX

Analsex bliver mere og mere populært, og det er kun godt, for alle har et røvhul, så alle kan være med. Men der er stadig en del fordomme og uvidenhed på røv-området, og så kan man komme til at gøre sig nogle dårlige erfaringer eller skamme sig. Og det er der ingen grund til.

Lad os se på 3 fordomme om analsex.

Fordom # 1: Analsex er for bøsser

Variationer af denne fordom: Det er imod naturen/Guds vilje. Røvhullet er ikke skabt til sex. Hvis man kan lide at få noget op i røven, er man bøsse. Man kan blive bøsse af at have analsex.

Fakta: Området omkring og i røvhullet er et af de steder på kroppen med den største koncentration af nerveender. Nerveender er ekstremt følsomme og kan udløse meget stor smerte eller meget stor nydelse, afhængig af hvordan de bliver stimulerede.

Cirka seks centimeter oppe i røvhullet på folk, der har en pik, (i retning mod maven) sidder prostataen, som er en kirtel med størrelse og form som en kastanje. Hvis den bliver stimuleret, kan den udløse de såkaldte indre orgasmer, som er kraftigere og varer længere end de orgasmer, man får ved at stimulere klitoris/pikhoved. Man kan få flere indre orgasmer i træk, de såkaldte multiple orgasmer.

Nogle taler om et g-punkt i røven, andre kalder det p-punktet (p for prostata). Folk med fisser har et lignende punkt cirka samme sted (g-punktet), som kan nåes både fra fissen og røvhullet, men hos folk uden fisser kan det altså kun nåes fra røvhullet.

Konklusion: Røvhullet er både lavet til at skide og til sex. Ligesom munden også både kan spise, brække sig, tale og kysse. Og ligesom pikken og fissen både kan tisse og bolle. Hvis man kan lide at blive stimuleret i røven, betyder det ikke, at man er bøsse, men at man kan lide at blive stimuleret i røven – fordi det er et følsomt sted. Længere er den ikke. Lad være med at være bange for din egen krop. Og pyt med, hvad andre tænker.

Fordom # 2: Analsex er ulækkert

Røven = noget med lort = ulækkert

Fakta: Når den mad, vi har spist er blevet fordøjet og resterne er blevet til lort, bliver det deponeret i et lille rum et godt stykke oppe i røvhullet. Efter det rum kommer der en lille ”dør,” og så kommer der endnu et rum. Det rum hedder rectum, og det er der, man bliver bollet (se tegningen foroven). Efter rectum kommer der endnu en ”dør,” og det er den, vi normalt kalder røvhullet eller anus eller ringmusklen eller perleporten.

Hvis vi bliver bollet i røvet, stimulerer vi altså de mange nerveender i rectum og omkring anus, og vi kan stimulere prostataen og g-punktet fra rectum-rummet. Lorten er oppe i det andet rum bag den anden dør, og medmindre vi dyrker fisting eller har utroligt lange pikke, kommer vi slet ikke op til det rum. Når man skal skide, kommer lorten ned i rectum, som sender signaler til hjernen om, at den skal tømmes. Det betyder, at hvis der er lort i rectum, så kan man mærke det, og så går man bare ud og tømmer sig, inden man har sex.

Konklusion: Analsex er ikke ulækkert. Det er lækkert. Gå på toilettet, hvis du kan mærke, du skal skide. Tør dig, vask dig, hold dig ren. Lad være med at være bange for din egen krop. Sæt dig ind i tingene i stedet for at lade dig styre af fordomme. Undersøg din krop. Kig på den i et spejl. Rør ved den. Læs om den på internettet.

Fordom # 3: Analsex er farligt og gør ondt

Ringmusklen kan springe eller blive slap, så man skider i bukserne, når man bliver ældre. Man får aids. Det gør ondt.

Fakta: Ringmusklen kan ikke springe. Medmindre man bruger vold. Men så kan man jo ødelægge alting. Man bliver ikke slap af at blive bollet. Nogle læger mener endda, at man kan blive bedre til at styre afføringen, fordi man træner muskulaturen omkring røvhullet mere bevidst. Nogle læger mener også, at analsex kan forebygge prostatakræft. Man kan som regel ikke se på røvhullet, om det er blevet bollet, medmindre der er blevet brugt vold, og man fx har fået rifter.

Analsex kan gøre ekstremt ondt, hvis man gør det forkert, fordi røvhullet er så følsomt. Omvendt føles det ekstremt godt, hvis man gør det rigtigt. Hvis du har et pikhoved eller en klitoris, kan du jo prøve at stimulere det/den på forskellige måder og se, om du kan få det til at gøre ondt. Det kan du nok godt. Det er det samme med røvhullet.

Smerte og nydelse hænger altid tæt sammen. Begge dele oplever vi, når vores nerver bliver stimuleret. Om det føles godt eller gør ondt, kommer an på, hvordan nerverne bliver stimuleret. De steder på kroppen, hvor det kan gøre meget ondt er også de steder, hvor det kan føles meget godt.

Det er rigtigt, at analsex er farligt i forhold til aids og andre kønssygdomme. Men det kan man beskytte sig imod. Det vigtigste råd er at bruge kondom og glidecreme, når du boller.

Læs mere om sikker analsex hos Sexlinjen

Konklusion: Analsex er ikke farligt og gør kun ondt, hvis man ikke gør det rigtigt. Når det gør ondt, skyldes det, at man presser for hårdt på nerveenderne, eller går så hurtigt frem, at de ikke når at vænne sig til presset. Eller at man slider på den tynde hud i røvhullet, så der opstår små rifter. Hvis du gør alting rigtigt, og det alligevel gør ondt, kan der være en risiko for, at du har hæmorider eller lignende. Så kan du gå til lægen og blive kigget på.

Læs guiden: Sådan boller du i røven

analsex

Nogen siger, at røvhullet ikke er lavet til at blive bollet. Men er det nu også rigtigt? Foto: wikipedia